Rasmus drømmer om brosten: ”Paris-Roubaix? Det skal vindes”

Det esbjerggensiske cykeltalent Rasmus Søjberg er i år blevet en del af et stort fransk udviklingshold, og målet er klart: En sejr i ungdommens Paris-Roubaix.

Rasmus Søjberg.
Rasmus Søjberg har efterhånden vænnet sig til at køre rundt i Dannebrog. // Foto: Decathlon AG2R.

Af Joachim A. Farshøj
6. marts 2024

Rasmus Søjberg har ét klart mål for i år. Han vil vinde ungdommens Paris-Roubaix. Det mest ikoniske éndagsløb i cykelsport.

Den danske U23-mester i landevejsløb var sidste år ramt af en absurd mængde uheld i en regnvåd udgave af éndagsløbenes dronning, hvor tre cykelskift til sidst blev for meget. Hvis han kan undgå den slags uheld i år, er han ikke i tvivl om, at han kan vinde på verdens mest berømte brosten.

”Paris-Roubaix? Det skal vindes. Det er der ingen tvivl om. Sidste år havde jeg kræfterne til det, men jeg manglede heldet. Det er nok det fedeste løb i verden og noget, jeg ser meget frem til at køre igen,” fortæller Rasmus Søjberg.

Esbjergdrengen har allerede tidligere i år prøvet kræfter med brosten, da han debuterede for det franske WorldTour-hold, Decathlon AG2R, i Kuurne-Bruxelles-Kuurne. Den flamske klassiker har en lang historie og blev i år vundet af superstjernen Wout van Aert, mens Rasmus Søjberg sugede erfaring til sig længere nede i feltet.

”Kuurne var fucking hårdt. Det var forfærdeligt men samtidig en kæmpe oplevelse. Det var et stort set-up, og det var fedt at køre mod alle stjernerne. Jeg var der for at arbejde for holdet, og jeg prøvede at gøre mig nyttig,” siger cykelrytteren.

Den hårde franske skole

Selvom Rasmus Søjberg er ny på Decathlon AG2R’s udviklingshold, er han ikke ny i den franske cykelskole. I fjor tørnede han nemlig ud for Nantes-Atlantique, og det var en hård måde at stifte bekendtskab med udlandet på.

”Sidste år var ret hårdt,” siger Rasmus Søjberg, og uddyber, at kulturchokket var stort. Han kunne på det tidspunkt ikke mange franske gloser, og der blev kun sjældent talt engelsk. Han er dog ikke i tvivl om, at oplevelserne har hærdet og modnet ham. Der er kommet hår på brystet.

Nantes-Atlantique er ikke noget lille hold. Men det er også klart, at det har betydet meget for opsætningen omkring Rasmus Søjberg, at han er kommet under vingerne på Deacthlon AG2R. WorldTour-holdet har stjerner som Felix Gall, Ben O’Connor og Victor Lafay, der alle har vundet etaper i Tour de France. Det hele foregår noget mere strømlinet, end hvad Rasmus Søjberg har været vant til:

”Det er skide fedt at være blevet en del af Decathlon AG2R’s udviklingshold. Det er enormt professionelt, og der er meget samarbejde med WorldTour-holdet. Det er noget andet, end hvad jeg tidligere har prøvet, selvom jeg også har kørt på andre gode hold,” lyder det fra Rasmus Søjberg.

Det 21-årige stjernefrø er i øjeblikket i Kroatien, hvor han for tre dage siden samlede årets første podie op. I morgen går starten på endnu et kroatisk løb med Rasmus Søjberg på startlisten, når Istrian Spring Trophy skydes i gang med en ultrakort prolog.