50 år med Arken: “Det betyder meget, når folk fortæller, at de har fået Jesus ind i deres liv”

Lørdag den 9. marts har det kristne hus Arken eksisteret i 50 år. Jubilæet bliver fejret allerede fredag med åbent hus, hvor alle er velkommen til at tage del i festlighederne. Stedets daglige leder, Malene Hansen, ser frem til at hylde den kristne tro. 

Malene Hansen har været daglig leder i Arken siden juni 2023. Foto: Mette Malou Lund
Malene Hansen har været daglig leder i Arken siden juni 2023. // Foto: Mette Malou Lund

Af Mette Malou Lund
7. marts 2024

Fredag den 8. marts klokken 10 slår Arken dørene op på Strandbygade 40 for alle, som vil tage del i fejringen. Fra morgenstunden vil der være kaffe og rundstykker, som om eftermiddagen vil det blive fulgt op af lagkage bagt af husets frivillige. Gennem dagen bliver der afviklet forskellige aktiviteter som tombola og en lille salgsbod. For nytilkomne er rundvisning og et kig i gamle fotoalbum også en mulighed. Alle er nemlig velkommen uanset tro. 

En kristen stolthed 
Gennem 50 år har stedet bygget sit arbejde på den kristne tro. Til daglig fungerer huset som et socialt værested, hvor biblens ord er omdrejningspunktet for de fleste aktiviteter. Men for Malene Hansen er det vigtigt at lægge tryk på, at stedet er åbent for alle, og folk skal føle sig velkommen, præcis som de er. 

“Når de går ind ad døren, skal de ikke have en fornemmelse af, at vi prøver at lave dem om. Vi møder dem, hvor de er.”

Folk skal dog kunne acceptere de daglige andagter, hvor bibelske tekster bliver læst op. Dette finder sted hver morgen i kaffestuen. Udover den daglige andagt er der hver tirsdag en bibelkreds, og om torsdagen er der hygge med en lidt længere andagt. Herudover har Arken også en kristen radio og en lille boghandel i husets entré.

I 1974 åbnede Arken i Skolegade. Siden 1980 har værestedet holdt til på Strandbygade 40. 
Foto: Mette Malou Lund
I 1974 åbnede Arken i Skolegade. Siden 1980 har værestedet holdt til på Strandbygade 40. //Foto: Mette Malou Lund

Gevinsten går begge veje
Malene Hansen har været husets daglige leder siden juni sidste år. Hun finder stor glæde i at kunne dele den kristne tro med andre mennesker. 

“Det er ikke kun mig, som giver noget til dem, der kommer. De giver også noget til mig.”

Opstarten har været præget af lange arbejdsdage. Men det rør hende ikke, fordi arbejdet fylder hende med glæde. Og hvis noget er svært, finder hun troen i en bøn.

”Når noget er hårdt, er jeg glad for, at jeg kan bede og spørge Gud om hjælp til det, jeg ikke selv kan klare. Jeg tror på, at det virker. Og jeg er utrolig glad for, at jeg har et arbejde, hvor jeg kan bruge min tro.”

Fremtidens visioner
Malene Hansen har et godt kendskab til Arken efter mange år som frivillig. Alligevel skal hun lige finde sig til rette i hendes nye rolle som leder. Derfor kommer der ikke til at ske store ændringer i husets aktiviteter lige nu, men på sigt har lederen nogle drømme og visioner for stedet. Hun arbejder blandt andet på at indføre en ugentlig aften, hvor man kan komme og spise aftensmad. Vigtigst er, at grundlaget altid er biblen og dens ord, og at folk møder den kristne tro.

“Det betyder meget, når folk fortæller, at de har mødt Jesus og har fået ham ind i deres liv.”