Et ulvekuld i Oksbøl er bekræftet omkommet. Årsagen vides endnu ikke. Alligevel kan man forvente et nyt ulvekuld i år og måske endda tættere på Esbjerg.
Canis lupus, grå eurasisk ulv. // Foto: Pixabay
Af Pelle Andreas Reynberg
6. marts 2024
I 2021 var den danske ulvebestand gået tilbage. 9 ud af 24 ulve var forsvundet, og dødsårsagerne er ukendte. Kun én ulv, kunne man med sikkerhed bekræfte, var blevet dræbt af mennesker, og det var tilbage i 2018. I dag ser vi et helt andet billede, og i øjeblikket befinder der sig mellem 37 og 50 ulve i Danmark. Sidste år blev der født tre ulvekuld i Danmark, men nu, et år senere, kan Den Nationale Ulveovervågning bekræfte, at et af kuldene er forsvundet. Ulvekuldet var fra Oksbøl-reviret, under 10 km fra Esbjergs kommunegrænse. Eksperter fastslår nu at de er døde, men kan endnu ikke bekræfte årsagen.
Esbjerg som ulvekommune
Nu er spørgsmålet, om vi kan vente os et nyt ulvekuld i Oksbøl. Forskere fra Aarhus Universitet konkluderer i et notat, at der i det danske landskab er levesteder og føde nok til max 30 ulvepar. Derfor er det sandsynligt, at ulveparret fra Oksbøl, eller et potentielt andet ulvepar, flytter sig inden for nærområderne for at slå sig ned og få unger. Hvis det sker, er der stor sandsynlighed for at ulvene slår sig ned i Esbjerg og bliver der i fremtiden.
Fremtidens ulvebestand
Mandag d. 4. marts så Syd- og Sønderjyllandspoliti to ulve mellem Varde og Blåvand, og sidste år blev der spottet ulve over store dele af Jylland. Aktuelt vurderes der at være otte ulvepar samt en række enlige ulve. Ifølge et notat fra Aarhus Universitet har ulvebestanden i Danmark potentiale til at vokse med 36 procent om året, hvilket betyder at der om få år kan nås den maksimale ulvebestand i Danmark, baseret på forskning. Ifølge forskere bag ligger det et sted mellem 77 og 210 individer.