Padel Court Esbjerg har været en bragende succes, siden de første bolde begyndte at flyve i juni i fjor. Interessen er blevet så stor, at det er svært at booke tid.
Af Joachim A. Farshøj
6. marts 2024
Det vrimler med padel-entusiaster i Esbjerg.
Det er i hvert fald den oplevelse, Esbjerg Padel Court har haft, siden de åbnede for glasburene sidste sommer.
”Vi er blevet blæst bagover af den interesse, der har været. Faktisk er der næsten for mange spillere, for det er svært at få tid. De næste 14 dage er alt booket hele eftermiddagen. Folk går simpelthen ind og booker til midnat, når bookingen åbner,” fortæller Nikolai Fock, der er centerleder i Esbjerg Padel Court.
Åbningsdatoen den 16. juni var ikke ideel, da sommeren typisk er lavsæson for indendørscentre som Padel Court Esbjerg. Allerede i juli begyndte sommerregnen dog at farve de udendørs kunstgræsbaner mørkegrønne, og spillerne flygtede indendørs. Siden da er det kun gået én vej.
Den store succes i Esbjerg er dog ikke enestående. Det er derimod en landsdækkende tendens, at antallet af padelspillere vokser markant fra år til år. Ifølge tal fra Dansk Padel Forbund er tallet fortsat vokset, også siden Corona slap sit jerngreb om samfundet.
I Sverige var der også en enorm stigning i padelspillere og padelcentre under Covid-19-pandemien, men i modsætning til Danmark, er antallet nu faldende. I Esbjerg Padel Court regner de dog ikke med, at kurven pludselig vender.
”Vi frygter ikke, at vi får de samme problemer som i Sverige. De bankede enormt mange baner op på kort tid, og så vild har udviklingen ikke været her- i hvert fald ikke i Esbjerg. Markedet er ikke overmættet endnu,” lyder det fra Nicolai Fock.
Tilgængelighed trækker
Når man træder indenfor hos Padel Court Esbjerg, er der mange forskellige mennesker, der tæsker frem og tilbage mellem nettet og glasvæggen, der indrammer de lysegrønne baner. Det er langt fra kun seriøse padelspillere, der dominerer billedet, og lige præcis tilgængeligheden er noget, der trækker i ungdommen.
Sådan er det i hvert fald for den studerende Matias Madsen, der sætter pris på at kunne hygge sig med sporten, uden at det bliver alt for alvorligt.
”Padel er fedt, fordi man ikke behøver være professionel for at kunne hygge sig med det. Det er en sjov måde at få afveksling og motion i en travl hverdag, også selvom man er amatør,” siger Matias Madsen, der hurtigt bliver bakket op af studiekammeraten Rasmus Schlein, som er med i hallen for første gang.
”Reglerne er meget simple. Så er det bare lige om at ramme bolden med battet,” griner den unge esbjerggenser i Bayern München-trøje, inden de begge igen vender retur til padelbanen.