Astrid Saalbachs historie og teater fra 1986 har i disse dage fået nyt liv i Esbjergspillenes lokaler, hvor instruktør Rikke Schlüter har nyfortolket den i nutidens rammer. 

Teatersalen summer få minutter inden lyset dæmpes, og stykket går igang // Foto: Mai Vittrup Wessel Fyhn

Af Mai Vittrup Wessel Fyhn
D. 6 marts 2024

Nystrøgede, ternede duge pryder de aflange borde, mens caféen langer gammeldags æblekage og Ribena saftevand over disken til en flad 10´er. De danske plejehjem er rykket ind i Esbjergspillenes teatersal, og de skaber rammerne for den sidste forestilling af ’Den usynlige By’, som er blevet opført i løbet af februar. 

Selvom det originale stykke har over 30 år på bagen, er den grundlæggende problemstilling mere aktuel end nogensinde. I Esbjerg, såvel som i resten af landet, diskuteres forholdene på landets plejehjem, og tager man et kig i spåkuglen, kan forhåbningerne om fremtidens velfærd se en smule sort ud. 

I ’Den usynlige By’ diskuteres selvsamme forhold, men med perspektiv fra begge parter i et plejehjemsmiljø: ”Stykket tager udgangspunkt i den ansatte bag uniformen såvel som beboeren. Hvad vi byder hinanden og byder os selv,” fortæller instruktøren Rikke Schlüter. Krydsspillet mellem en overbebyrdet plejehjems-arbejder og en negligeret beboer udstiller det grundlæggende problem i debatten, ifølge Rikke: ”Fokusset skal flyttes til det organisatoriske. Det er på grund af deres arbejdsvilkår, at tingene ramler.”

Esbjergspillene blev oprindeligt stiftet i 1987 som kulturforening, der skulle skabe folkeoplysning om Esbjerg og dens historie. Den usynlige By er et klart brud med foreningens tradition, som ellers dykker ned i Esbjergs historie og kultur.

Ifølge hende, skal stykket være samtale- og debatskabende med et bredere perspektiv end det, der ofte fremføres i den offentlige debat. Stykket skal demonstrere den næstekærlighed og afhængighed, der er allestedsnærværende mellem menneskene på et plejehjem.

Hovedpointerne i teaterstykket er bevaret fra opførelsen i 86, og Rikke Schlüter tilføjer, at det er sjovt, hvordan ”man jo ikke sidder og tænker, at det er et stykke, der er skrevet i 86.” Kun brugen af digitale rekvisitter har sneget sig ind i den moderne opvisning, og man sidder tilbage med tanken om, hvordan vi ikke er kommet videre siden da, afslutter Rikke Schlüter.