Da Birthe gik på pension, åbnede Café ADHD

I onsdags bød den på varme kinder og vand i øjenkrogen, da Cafe ADHD Esbjerg havde deres månedlige arrangement. Ifølge Birthe Mikkelsen, kan livet blive lidt lettere, når man deler oplevelser og erfaringer med folk, som er i samme båd. Som repræsentant for ADHD-foreningen og opstarter af caféen, er hendes erfaringer, at caféen tilbyder noget, som mange i Esbjerg har brug for, da samme kommunetilbud ikke er lige så synlige.

Birthe Mikkelsen i sin butik på Torvegade 41 i Esbjerg. // Foto: Thea Modigh

Skrevet af Thea Modigh
6. marts 2024

I Vindrosen kan man én gang om måneden besøge Cafe ADHD, som er et samlingssted for voksne med ADHD. Det er et tilbud, som hun mener, der er behov for. Selvom Esbjerg kommune tilbyder forskellige muligheder, oplever Birthe Mikkelsen ikke, at der er så mange i cafeen som ved, hvor de skal søge hen.

”Der er mange afdelinger oppe ved kommune, hvor det er svært at gennemskue, hvilken dør man skal gå ind ad.”

Noget af det vigtigste ved cafeen, er derfor fokusset på at skabe opmærksomhed på arrangementerne. ”Jeg poster altid et opslag på facebookgruppen et par dage inden mødet, og lægger det ind på info borger til borger”.
For når man har ADHD, kan der være behov for tydeligere rammer og klar kommunikation, fortæller hun.

Vi hjælper, hvor vi kan
I Esbjerg Kommune findes der tre forskellige overordnede tilbud til borgere med ADHD. Thomas Baagø Eriksen, Tilbudschef i Esbjerg, lægger dog vægt på, at kommunen ikke behandler borgere med ADHD, da det er behandlingspsykiatrien, som der har med den del at gøre. Dog arbejder de tæt sammen.

”Vi hjælper med de funktioner, som du ikke selv kan opretholde på grund af din ADHD. Behandlingspsykiatrien behandler og medicinere i forhold til ADHD’en, men vi vil stadig gerne snakke og lytte til, hvad der er svært ved at have ADHD.”

Han fortæller, at et af stederne er Kontakten, som er et tilbud til alle borgere, der møder udfordringer med livet, også som ADHD ramt.
Thomas Eriksen fortæller, at Kontakten er et sted, hvor man får hjælp gennem møder med andre borgere:

”Vi sætter dig i gruppeforløb sammen med borgere, der har samme udfordringer. Det er med hjælp fra uddannede medarbejdere, der er klædt på til at hjælpe lige præcis med de udfordringer man har med ADHD mennesker. Derudover kan du komme ind og få et individuelt forløb i en periode, som tager udgangspunkt i individet.”


Et samlingspunkt
Nogle gange tilbyder cafe ADHD blot kaffe og grin, andre gange er det med nyttige foredrag om, hvordan man for eksempel kan komme igennem dagen.

En af gæsterne er Conny Hjort Sørensen. Conny blev udredt for ADHD for 1,5 år siden, og er i dag 69 år gammel. Han fortæller, at han har fundet meget glæde ved møderne, og kan mærke en kæmpe forskel ved deltagelsen, hvor han kan snakke med folk. Han finder stor hjælp, ved at høre, at han ikke er alene med de problemer, han til hverdag kæmper med, og glæder sig allerede til næste møde.

Birthe Mikkelsen mener at caféen er vigtig, fordi det er vigtigt at have sted, hvor man kan møde hinanden, dele oplevelser, grine og skabe relationer.
Hun kan mærke en kæmpe tilstrømning til arrangementerne i cafeen med et medlemstal på 608 personer. Cafe ADHD slog dørene op i november 2017, da Birthe Mikkelsen gik på pension.