Seniorernes Biografklub blev en bragende succes, fordi den viser film, der sætter historiske og nutidige emner på dagsordenen

Tirsdag formiddag, d. 5. marts 2024, blev biografsalen i Broens Storcenter endnu en gang fyldt til randen, da den anmelderroste Holocaust-film, The Zone of Interest, blev vist på skærmen. Filmen blev vist i forbindelse med afholdelsen af Seniorernes Biografklub, som gør en dyd ud af, at vælge indsigtsrige film, der lægger op til diskussion i den faciliterende samtalesalonen bagefter.

Der blev fyldt op i biografen, til senior-biograf. FOTO: Mai Vittrup Wessel Fyhn
Der blev fyldt op i biografen, til senior-biograf. // FOTO: Mai Vittrup Wessel Fyhn

Af Mai Vittrup Wessel Fyhn
5. marts 2024

”Da vi startede det her for 1,5 år siden, plejede vi at diskutere, om vi skulle bruge den lille eller den store biografsal, når vi skulle afholde Seniorernes Biografklub. Det er der slet ikke diskussion om i dag,” fortæller Peter Ried Larsen, mens flokkevis af pensionister passerer, og fortsætter videre forbi de lange, farverige rækker bland-selv-slik. Peter er formand for Ældresagens lokalafdelingen i Esbjerg og sammen med Nordisk Film Biografer Esbjerg, kommunebiblioteket og Frivilligforeningen TRÆFPUNKTsædding står de bag initiativet, der finder sted 6 gange om året. Menneskemængden, der har gjort indtog denne kølige tirsdag formiddag, er ikke uset. Ifølge Peter Larsen, er tallet for tilmeldte kravlet op på 110, til forskel fra de 30-40 styks der var, da initiativet startede.

Initiativet har i sin kerne haft til formål, at forebygge ensomhed, skabe nærvær og netværk på tværs af lokalmiljøets ældre befolkning. Efterspørgslen på sociale initiativer har der været nok af, da der ikke er mange lignende tilbud for ældre i Esbjerg. Den stigende popularitet skyldes mindst lige så meget, at filmene er lærerige eller på anden måde bevidsthedsudvidende. Det mener menneskerne bag initiativet, såvel som de nytilkomne biografgængere.

Filmen, der vises i dagens anledning, er en rørende og barsk film om SS-agenterne og deres familier, der boede i Auschwitz. Det er helt bevidst, siger formanden for frivilligforeningen, Birte Rønne: ”Det skal vække nogle følelser,” fortæller hun. Det er en klar prioritet for arrangørerne, at seniorerne skal gå derfra med en følelse af at blive oplyst og rørt. Dagens program byder på foredrag ved Jacob Holm Krogsøe inden filmen, og lægger i kakkelovnen til en samtalesalon om refleksioner til filmen.

En af de nytilkomne biografgængere, Betty Josephsen, er til arrangementet for første gang: ”Jeg blev forbavset over arrangementet, som rummer meget mere end blot at vise filmen. Og så blev jeg forbavset over de film, som de viser”, fortæller Betty Josephsen. ”Jeg havde regnet med en masse Morten Korch film, som mange tror, at ældre mennesker gerne vil se”.

Men det er bestemt ikke tilfældet. For Morten Korch-film er Betty Josephsen gerne foruden. Og hendes indtryk er, at de fleste andre i hendes aldersgruppe er af samme holdning. I stedet vil de gerne se film, som kan fortælle om vores fælles historie og drage paralleller til nutidens verdenssituation.

Dette kan også mærkes, da samtalesalonen igangsættes efter filmens slutning. Der bliver hurtigt diskuteret store emner fra samtiden, hvor krigen i Gaza og Ukraine bliver nævnt. Mikrofonen er glødende, da den sendes rundt i den fyldte biografsal, og det står klart, at mødet i biografsalen ikke kun er for nærværet skyld: det er ikke mindst, for at tale, om dét der betyder noget.