Et år efter åbningen af ny varmestue: Nye rammer har skabt bedre forhold, men brugerne mangler stadig den hjemlige følelse 

For et år siden åbnede det nye værested for socialt udsatte borgere på Ribegade 5 i Esbjerg. Formålet med projektet er at skabe trygge rammer for byens sårbare mennesker, og derved medvirke til øget trivsel og livskvalitet. Her er resultatet af arbejdet efter et år i de nye rammer. 

Af Mette Malou Lund 
5. marts 2024

Henriette Puggaard, daglig leder på varmestuen, og David Sindahl, ansat på varmestuen, ser mange forbedrede forhold ved den nye varmestue på Ribevej 5. // Foto: Mette Malou Lund

På varmestuen går snakken ivrigt rundt om bordene. Enkelte tallerkener står stadig tilbage med frokostens rester af fiskefileter og kogte grøntsager. Disse rammer har udgjort et samlingssted for byens udsatte borgere siden 2. marts 2023, hvor værestedet flyttede fra Exnersgade til de nye lokaler. Ifølge de ansatte har større og lysere rum skabt mere ro og tryghed for brugerne, men det nye sted har krævet en lang tilvænningsproces.

Udfordringer i forandringerne
Selvom de nye lokaler tilbyder optimerede forhold, har forandringer krævet tilvænning fra brugernes side. Og ifølge David Sindahl, som arbejder på varmestuen, er det en proces, som stadig er i gang. 

”Nogle har manglet den del, hvor de føler det som et hjem. Den er ikke rigtig kommet endnu”

Denne udfordring kan brugerne genkende. En tilbagevendende besøgende beskriver, at det var som at komme ind i en spa første gang. Han fortæller, at det nye sted mangler en varm følelse, hvilket intet har at gøre med de fysiske omgivelser. Han peger snarere på, at personalet er nøglen, fordi det er dem, som skal skabe de gode rammer. 

Nye lokaler skaber bedre forudsætninger 
Varmestuen er en del af projektet “Sociale mursten”, hvor Kirkens Korshær i samarbejde med RealDania og Den A.P. Møllerske Støttefond arbejder med, hvordan de fysiske rammer kan påvirke de besøgende i en positiv retning. Målet er at skabe varmestuer, hvor de fysiske rammer aktivt bidrager til, at den enkelte får nyt mod på livet. I følge den daglige leder Henriette Puggaard har det vigtigste forbedringspunkt ved de nye lokaler været bedre lydisolering.


”Det skaber rum for mere dæmpede og intime samtaler. Selvom brugergruppen her er vokset markant, er folk mere rolige”. 

Byggeriets nye faciliteter har også skabt bedre arbejdsforhold for de ansatte. Med mindre fokus på praktiske arbejdsopgaver, er der mere tid at lægge hos borgerne, hvilket ifølge David Sindahl har været en markant forandring for de besøgende; 

”De er ikke vant til, at deres målgruppe bliver tilgodeset, som det bliver de her”. 

Varmen findes ikke i kolde lokaler 
Det nye byggeri skaber forudsætninger for på sigt at bidrage til øget trivsel og tryghed blandt Esbjergs udsatte borgere, men det vigtigste er værdierne udenfor de fysiske rammer, fortæller David Sindahl. Han påpeger, at det sociale sammenhold skaber et tilhørsforhold, som får brugerne til at vende tilbage til stedet.


”Folk kommer for en kop kaffe og et varmt måltid, men de bliver for det gode selskab og for fællesskabets skyld”.